Alle job

Jobannonce

Aktiv

Kommunikationsansvarlig til NIVI Research Center og NIVI Development

KU SUND Mærsk Tårnet Mærsk Tårnet - Varegården/-modtagelsen, Nørre Allé 14, 2200 København N
Vi søger en ny kollega, som har lyst til at være med til at opbygge den samlede kommunikationsfunktion for Novo Nordisk Fondens Initiativ for Vacciner og Immunitet (NIVI) med tiltrædelse 1. januar 2027 eller snarest herefter.

Stillingen er en delt stilling mellem NIVI Research Center (NIVI-R) på Københavns Universitet og NIVI Development (NIVI-D), og du vil derfor arbejde i krydsfeltet mellem universitetsforskning, innovation og vaccineudvikling.

Vi søger en person, der både kan tænke helhedsorienteret og samtidig selv producere indhold. Vores kommunikationsindsats er fortsat under opbygning, og du vil få hovedansvaret for at drive og udvikle NIVIs synlighed, fortælling og kommunikationskanaler.

Særligt i den kommende periode vil der være fokus på tre højt prioriterede opgaver:

  • Videreudvikling og drift af NIVIs hjemmesider
  • Planlægning og produktion af indhold til LinkedIn som vores primære eksterne kanal
  • Etablering og drift af nyhedsbreve til interne og eksterne interessenter, herunder Novo Nordisk Fonden, Københavns Universitet og samarbejdspartnere
Stillingen indebærer en høj grad af selvstændighed og tæt samarbejde med ledelsen, forskere, administrative medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere.

Opgaverne
Dine opgaver vil variere over tid og i takt med at kommunikationsindsatsen konsolideres. Vi har brug for bred kompetence og endnu vigtigere: lyst og mod til at løfte NIVIs kommunikation til næste niveau. Nedenfor har vi listet nogle centrale opgaver, som det ser ud lige nu.

  • Udvikling og implementering af NIVIs kommunikationsindsats på tværs af NIVI-R og NIVI-D
  • Ansvar for indhold, struktur og løbende udvikling af NIVIs hjemmesider
  • Planlægning, produktion og publicering af indhold på LinkedIn med fokus på rekruttering, branding og forskningsformidling
  • Udarbejdelse og udsendelse af nyhedsbreve til interne og eksterne målgrupper
  • Forskningskommunikation, herunder nyheder, portrætter, cases og formidling af forskningsresultater
  • Intern kommunikation og bidrag til at opbygge en fælles identitet på tværs af NIVI-R og NIVI-D
  • Kommunikation i forbindelse med seminarer, workshops, besøg og øvrige arrangementer
  • Samarbejde på tværs af Københavns Universitets andre kommunikationsindsatser, netværk etc. samt eventuelle relevante eksterne leverandører og studentermedhjælpere
Om dig
Vi lægger vægt på, at du:

  • Har erfaring med kommunikation i en vidensorganisation, forskningsinstitution, offentlig organisation eller lignende miljø
  • Er en stærk skribent og kan formidle komplekse emner klart og præcist på både dansk og engelsk – og ikke bange for at tage et godt foto til at styrke den skriftlige formidling
  • Har solid, praktisk erfaring med webredaktion, sociale medier og nyhedsbreve og kan selvstændigt drive og udvikle disse kanaler
  • Har erfaring med at udvikle kommunikationsplaner, definere mål og prioritere kommunikationsindsatser og kan omsætte dem til konkret indhold og aktiviteter
  • Har erfaring med web- og kommunikationssystemer samt digitale platforme; kendskab til relevante systemer er en fordel
  • Arbejder struktureret og kan drive opgaver selvstændigt fra idé til færdigt produkt
  • Har blik for både detaljer og den større strategiske sammenhæng
Vi forventer
Som person er du initiativrig, nysgerrig og god til at skabe relationer på tværs af fagligheder. Du motiveres af at omsætte komplekse problemstillinger til kommunikation, der engagerer både forskere, samarbejdspartnere, beslutningstagere og potentielle medarbejdere.

Du skal kunne trives i en organisation under opbygning, hvor der er kort vej fra idé til handling, og hvor man ofte hjælper hinanden på tværs af funktioner.

Vi tilbyder
Du vil få en central rolle i opbygningen af et nyt og ambitiøst forskningsinitiativ med stor samfundsmæssig betydning.

  • En spændende og udviklende stilling med stor indflydelse på NIVIs kommunikation
  • Tæt samarbejde med ledelse, forskere og eksterne samarbejdspartnere
  • Mulighed for at opbygge og præge kommunikationsfunktionen fra et tidligt stadie
  • Et internationalt forsknings- og innovationsmiljø med høje ambitioner
  • En varieret hverdag med både strategiske og operationelle opgaver
  • Fleksibilitet og mulighed for faglig udvikling
Baggrund
Novo Nordisk Foundation Initiative for Vaccines and Immunity (NIVI) er etableret med det formål at revolutionere og fremskynde udviklingen af vacciner i Danmark ved at bygge bro mellem akademisk forskning og innovation i industrien.

  • NIVI Research Center (NIVI-R): et forskningscenter forankret på Københavns Universitet, Institut for Immunologi og Mikrobiologi.
  • NIVI Development (NIVI-D): en virksomhed med fokus på translationel forskning og omsætning af forskning til nye vaccinekandidater.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsansættelse fordelt mellem NIVI Research Center ved Københavns Universitet (25,9 timer ugentligt) og NIVI Development (11,1 timer ugentligt). I praksis fungerer stillingen som en samlet arbejdsfunktion, hvor du bliver en del af den administrative understøttelse af NIVI og får en tværgående rolle med opgaver på tværs af både NIVI-R og NIVI-D.

Løn- og ansættelsesvilkår vil ske i henhold til Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og Akademikerne eller Cirkulære om organisationsaftale for Journalister i statens tjeneste mellem Finansministeriet og Dansk Journalistforbund. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Du kan læse mere om lønniveauer i staten på www.loenoverblik.dk. Indplacering sker afhængigt af kompetencer og erfaring, forventeligt på specialkonsulentniveau.

Ansøgning
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget).

Din ansøgning skal indeholde:

  • Målrettet ansøgning
  • CV
  • Eksamensbevis
Ansøgningsfristen er 18. oktober 2026.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere spørgsmål
Spørgsmål til stillingen kan rettes til COO Andreas Kamstrup på andreas.kamstrup@sund.ku.dk

Københavns Universitet har etableret en ny fælles administrativ organisering, som fortsat implementeres. Det indebærer løbende forandringer og udvikling af bl.a. arbejdsgange og samarbejdsflader.

Joboverblik

Arbejdsgiver
KU SUND Mærsk Tårnet
Arbejdssted
Mærsk Tårnet - Varegården/-modtagelsen, Nørre Allé 14, 2200 København N
Publiceret
Ansøgningsfrist
Ledige stillinger
1
Visninger
15