Alle job

Jobannonce

Aktiv

Pædagog med blik for helheden søges til Bo- og støttetilbuddet Brunebjerg

Bostedet Brunebjerg Brunebjerg 31, 6000 Kolding

Er du drevet af at skabe udvikling gennem tætte relationer? Og mestrer du kunsten at forene socialpædagogisk metode med en helhedsorienteret sundhedsforståelse?

Vi søger en kollega med høj faglighed, øje for samarbejde og godt humør.

Stillingen er en fast stilling på 37 timer pr. uge.

Om Botilbuddet Brunebjerg

Brunebjerg drives efter servicelovens § 85 og Almen boliglovens § 105 - vi er en del af Center for Bostøtte og Aflastning (CBA), som består af otte tilbud for borgere med et let, moderat til stort støttebehov.

I hele fagcenteret er vores fælles faglige fundament forankret i den recovery-orienterede rehabiliterende tilgang, KRAP, neuropædagogik og ”Det fælles 3.”. Har du ikke KRAP-uddannelsen, vil du naturligvis blive tilbudt den som en del af din ansættelse.

Brunebjerg er et socialpædagogisk bo- og støttetilbud, der henvender sig til voksne med udviklingshandicap i forskellige livsfaser, med varierende behov for socialfaglig- og praktisk støtte. Vores 20 borgere bor i egen lejlighed, men har behov for pædagogisk støtte i hverdagen, som vi i samarbejde med borgerne tilrettelægger ud fra den enkeltes forudsætninger og kompetencer.

På Brunebjerg er kerneopgaven klar: ”Vi lykkes, når borgerne oplever forudsigelighed og nærvær. Vi skaber udvikling og livskvalitet gennem inddragelse, med udgangspunkt i borgernes egne ønsker og behov”.

Som pædagog på Brunebjerg skal du:

  • Arbejde målrettet med borgernes nærmeste udviklingszone, så de opnår størst mulig mestring i eget liv.

  • Integrere sundhedsfaglige indsatser som en naturlig og ligeværdig del af den pædagogiske hverdag.

  • Være motoren i at støtte borgerne (i alderen 27-90 år) i at tage ansvar for eget liv og deltage aktivt i fællesskaber

På Brunebjerg står det socialpædagogiske arbejde ikke alene, men udføres i tæt sammenhæng med det brede sundhedsbegreb, så borgerens støtte fremstår helhedsorienteret og sammenhængende frem for fragmenteret.

Samarbejdet er vores fundament

Hos os er det tætte samarbejde nøglen til at lykkes. Vi tror på, at den bedste pædagogiske indsats skabes, når vi løfter i flok. Det gælder i det daglige, tætte samarbejde hvor vi sparrer, deler viden og gør hinanden gode. Det gælder også i det tætte og tillidsfulde samarbejde med borgernes pårørende og eksterne samarbejdspartnere, som er afgørende for at skabe en tryg og sammenhængende hverdag for den enkelte borger.

Vores forventninger til dig

Som vores nye kollega forventer vi, at du er reflekterende og tør udfordre eksisterende arbejdsgange for at kvalificere vores fælles indsats. Du besidder en stærk etik og møder borgere, pårørende og samarbejdspartnere med respekt og anerkendelse, ligesom du kan navigere i spændingsfeltet mellem selvstændig beslutningstagen og loyalt samarbejde med kolleger og ledelse

Det er afgørende, at du har lyst til at arbejde med KRAP og neuropædagogik som centrale metodiske rammer, og ser dokumentation samt systematik som fundamentet for den gode praksis. Selvom kendskab til målgruppen inden for udviklingshæmning eller psykiatri er en fordel, vægter vi din indstilling og din evne til at arbejde ud fra en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang, med afsæt i borgerens håb, ønsker og drømme allerhøjest.

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Høj grad af medindflydelse: Vi arbejder i teams, og vi løfter i fællesskab.

  • Faglig udvikling: Vi prioriterer kollegial sparring og ekstern supervision højt.

  • En levende kultur: Vi kombinerer faglig tyngde med en uhøjtidelig omgangstone, hvor vi tør forundres sammen.

Det praktiske

Arbejdstiden indebærer skiftende vagter mellem kl. 07.00 og 21.00 samt rådighedstjeneste (21.00-07.00) og arbejde hver tredje weekend samt på helligdage.

Vil du vide mere?

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder vi ud fra strategien, Selvværd og sammenhæng hvor vi møder borgere, pårørende og hinanden med tillid, åbenhed og ordentlighed.

Vil du se, hvordan hverdagen ser ud?

Se vores præsentationsvideo og få et indblik i hverdagen på Center for Bostøtte og Aflastning, Brunebjerg 

 

Her kan du læse mere og se vores film fra Brunebjergs hjemmeside via Kolding Kommunes portal.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Esben Sandfeld på telefon 21 59 13 55.

Ansøgningsfrist: Søndag den 20. september 2026
Ansættelsessamtaler: Torsdag den 24. september 2026 fra kl. 12
Opstart: den 1. november 2026 eller efter aftale

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning.

Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.  

Overvejer du at flytte til Kolding Kommune? Læs mere om mulighederne for at bo og leve i Kolding Kommune på www.komtilkolding.dk

Joboverblik

Arbejdsgiver
Bostedet Brunebjerg
Arbejdssted
Brunebjerg 31, 6000 Kolding
Publiceret
Ansøgningsfrist
Ledige stillinger
1
Visninger
5